Det er kunstigt – det med intelligensen

Vi har ikke tid til at vente. Danmark har brug for en målrettet indsats, der sikrer, at vi som borgere og samfund opbygger de nødvendige digitale kompetencer til at håndtere kunstig intelligens. Regeringen bør iværksætte et arbejde, der identificerer og beskriver de kompetencer, der skal til for at kunne:

• Vurdere troværdigheden af de svar, som f.eks. ChatGPT giver os
• Afgøre, hvornår det er rimeligt og relevant at erstatte menneskelig viden med maskinel
• Tage stilling til, hvad der bør reguleres, og hvad der bedst udfolder sig frit

Et oplagt sted at starte er faget teknologiforståelse i skolen. Her kan indholdet udvides, så det også adresserer udfordringerne og mulighederne ved kunstig intelligens. Dernæst bør folkeoplysningsforbund, højskoler og frivillige foreninger engageres i opgaven, så hele befolkningen får mulighed for at blive klædt på til tidens udfordringer. Det handler i virkeligheden om at styrke vores tradition for en oplyst befolkning, der kan forholde sig kritisk og konstruktivt til nye teknologier. Og det handler om at bevare evnen til at producere og vurdere viden, uanset hvor den stammer fra.

Hvis vi ikke som borgere og som samfund bliver langt mere kompetente i forhold til de muligheder og udfordringer, som kunstig intelligens byder på, vil vi miste evnen til at styre udviklingen og præge den til eget og fælles bedste. Vi må derfor afklare, hvad vi skal kunne – individuelt og kollektivt – for ikke blot at forblive uoplyste forbrugere.

Det er absolut nødvendigt, at vi alle forholder os til kunstig intelligens. Vi kan ganske enkelt ikke slippe udenom. Intelligensen er allerede bygget ind i et utal af produkter, vi uden tøven – og med stort udbytte – bruger i dagligdagen: Søgemaskiner, chatbots, stavekontroller, musiktjenester og sociale medier. Samtidig tager vi i stigende grad kunstig intelligens i brug til at sammenfatte hele fagområder, analysere enorme datamængder, udrede komplekse problemstillinger og foreslå løsninger på knudrede problemer – for derefter at gengive resultaterne direkte eller i en tilpasset form.

Så vidt, så godt. Men det trænger sig på, at vi tager stilling til, om kunstig intelligens skal spille den rolle og vinde den troværdighed, som den synes på vej til. Spørgsmålet melder sig både i hverdagen og på arbejdspladsen: Skal vi lade en algoritme bestemme, hvad vi hører af musik, blot fordi den kender vores smag bedre end vi selv gør? Skal vi acceptere, at en chatbot tager kollegaens rolle som sparringspartner, fordi den er hurtigere og mere sikker i svaret? Skal vi forlange, at diagnosen fra lægen dobbelttjekkes af en kunstig pendant? Det gennemgående spørgsmål er, om ikke menneskeligt funderet viden stadig skal spille en afgørende rolle.

Spørgsmålene kan virke overvældende, og debatten får ofte karakter af enten-eller: Enten er kunstig intelligens nøglen til at løse alverdens problemer, eller også er den en trussel mod vores menneskeværd og selvbestemmelse. Enten frigør den enorme ressourcer, eller også risikerer vi, at maskinerne tager over og udkonkurrerer os. Sandheden er, at kunstig intelligens rummer hele spektret – fra de mest positive til de mest dystopiske fremtidsudsigter.

Derfor bliver det afgørende, at vi tilegner os de kompetencer, der gør os i stand til at træffe reflekterede valg, påvirke politikere og erhvervsledere og agere som bevidste borgere, brugere og forbrugere. Kun på den måde kan vi tage del i at forme den udvikling, der allerede er i fuld gang.